Haderslev Dyrehave blev
etableret i 1994, og består af ca. 100 hektar.
I Dyrehaven er der en bestand på
ca. 200 dådyr og 20 kronvildt.
Fra november til maj bliver dyrene fodret hver
dag på foderpladserne,
og man har derfor en god mulighed for at betragte
kronvildtet på nært hold.
Find fem fejl.
Rigtigt set, de Birketræer er ikke naturlige
de er udsat/plantet, de findes ikke naturligt i Haderslev Dyrehave.
Mos mod nord
Skoven holder på varmen,
det ser ud til at blive et sent løvfald.
Mange
forskellige snegle
Der findes mange forskellige snegle. Og
man deler dem op på forskellige måder. Der er dem der lever i vand (konkylier,
små sandsnegle osv.) og dem der lever på land.
De der lever på land deler man også op i
to grupper:
De nøgne snegle som sort skovsnegl, rød skovsnegl, dræbersnegl
(Iberisk Skovsnegl)
Dem med hus på ryggen som havesnegl, lundsnegl, kratsnegl,
vinbjergsnegl, plettet voldsnegl osv.
De sorte skovsnegle dør i den
første frost, men deres æg og unger overlever i jorden.
De skalbærende snegle
går i hi i jorden og under visne blade.
De lukker deres hus med en hinde
(f.eks. havesnegle)
eller et kalklåg (f.eks. vinbjergsnegle).
Vinter
Sneglenes æg kan overleve vinteren.
Det kan mange af
nøgensneglene ikke de fryser ihjel
med den første frost i november og
december.
En del af de skalbærende snegle overlever vinteren i deres sneglehus.
De laver en lille dør af kalk og går i dvale til marts/april.
De snegle der har sneglehus er godt beskyttet så snart de
kravler ind i huset. Dog er der nogle fugle der kan smadre sneglehuset,
og hive sneglen ud af dens beskyttende skal med næbet.
De nøgne snegle er til gengæld lette at komme til.
De bliver spist af f.eks. frøer, skrubtudse, spidsmus og grævling.
Øse ved Sophies Kilde, bruges flittit da vandet
anses for at være livsforlængende og helbredende
Ege løv
Egens frugter hedder agern, de tjener som føde for
mange dyr, såsom mus, egern og skovskader.
Meget bitter så kan ikke spises af menesker.
Bredbladet mangeløv (Dryopteris dilatata)
Rødel
Kastanje
Ask
Siv
Brændenælde Urtica dioica
Brændenælder er meget mere end en modbydelig stikkende plante
den dufter og
smager herligt, og den er en af de planter, der indeholder flest
vitaminer og
mineraler, f.eks. masser af C-vitaminer og mere jern end spinat.
Så har du brug
for noget sundt, der samtidig er yderst lækkert,
så er det med at komme ud og
plukke nælder.
Du kan bruge både liden og stor nælde til at lave suppe af.
De små spæde skud i marts og april er uden tvivl de mest lækre,
men nælder kan dog plukkes hele sommeren,
pluk så kun de pæne topskud, som du selv synes ser lækre ud,
sådan ca. 5-10 cm. Får du plukket for mange nælder nu du er i gang derude,
så kan du fryse resten og have et lager af frosne vitaminer.
Du skal blot overhælde dem med kogende vand, inden du fryser dem.
Brombær & et brændnældeblad
Løn
Rødel - to egeblade og Lysesiv m/blomst
Den røde okker, vi ser i Sophies Kilde, åer og bække,
kommer fra stoffet pyrit i jordbunden.
Det er en kemisk forbindelse af jern og svovl.
Pyritten kan ligge uforandret i
jorden i tusinder af år.
En kraftig vandstrøm tilføre Dammen store mængder
frisk ferskvand med en temp. på kun 7 grader.
Meget store mængder vand springer fra kilden,
vandet fra Sophies Kilde er meget jernholdigt /okker
Under det træstykke , den lyse plet lå en
omhyggelig indsamletog sammenruldet tot hø/tørt græs
Muserede gemt tørt og godt under et stykke træ
Rør siv/Tagrør/Dunhammer
Lysesiv i blomst
Lysesiv (Juncus effusus)
Er en meget almindelig plante
på fugtig bund, både langs søbredder, på enge og i skovrydninger. Det er en
tæt, tueformet plante med trinde strå, og en løs, lysebrun blomsterstand, som
tilsyneladende sidder et stykke fra stråets spids (i virkeligheden sidder den
for enden af strået, de "strået ovenfor blomsterstanden er et sammenrullet
blad.). Planten kan blive op til en meter høj, men er som regel mindre.
Kridthat/ eller stor Tragthat
Flot Egetræstub
Rørsiv /tagrør- Dunhammer
Grøft med olieringe på overfladen
Svamp på råden træstykke
Spor
Hjorte har klove – og du kan tit være heldig at finde deres klov spor i blød jord eller sne. Hvis du kigger på sporet og følger det, kan du måske få en fornemmelse af hvad hjorten har lavet. Har den gået og græsset, eller skrabet sne eller blade væk, for at finde planter nedenunder? Eller er den flygtet i fuld fart og lange spring?
Hjorte har klove – og du kan tit være heldig at finde deres klov spor i blød jord eller sne. Hvis du kigger på sporet og følger det, kan du måske få en fornemmelse af hvad hjorten har lavet. Har den gået og græsset, eller skrabet sne eller blade væk, for at finde planter nedenunder? Eller er den flygtet i fuld fart og lange spring?
Her er dyrespor
Her under er et af de steder hvor dyrene fejer deres gevir,
de fejes i september
Dådyrene blev indført til Danmark fra Mellemøsten
omkring 1200-tallet.
Dåvildtet færdes størstedelen af året i store rudler.
Der er tre farvevarianter
sorte, hvide og rødbrune med hvide prikker i
sommerpelsen.
Om vinteren er sidstnævnte gråbrun
Krondyrene er den største danske hjorteart.
De vejer
gennemgående dobbelt så meget som dåvildtet.
Pelsen er rødbrun om
sommeren og gråbrun om vinteren.
Vægten på dyrene stiger med alderen.
Store hjorte kan veje over 200 kg og have en gevirvægt på op til 10 kg.
Men
hjortene kaster jo også deres gevir en gang om året. Hvis du er rigtig heldig,
kan du finde en af stængerne i geviret i skovbunden. Ud fra stængerne, vil du
ofte kunne se hvilken hjort det stammer fra, husk at unge hjorte har små
gevirer, uanset hvilken art det er.
Gevir og fejning
Hvert år sætter hanner af alle hjortearterne et nyt og større gevir. Mens geviret er nyt er det dækket af et loddent lag af hud, som man kalder bast. På et tidspunkt skal basten af, og så stanger, gnider og gnubber hjorten sit gevir op ad træer og buske. Man siger at hjorten fejer sit gevir. Det går hårdt ud over nogle træer, som den efterlader med knækkede grene og med flosset bark – og dem kan du finde. Du kan ikke finde basten, for den æder hjorten.
Hvert år sætter hanner af alle hjortearterne et nyt og større gevir. Mens geviret er nyt er det dækket af et loddent lag af hud, som man kalder bast. På et tidspunkt skal basten af, og så stanger, gnider og gnubber hjorten sit gevir op ad træer og buske. Man siger at hjorten fejer sit gevir. Det går hårdt ud over nogle træer, som den efterlader med knækkede grene og med flosset bark – og dem kan du finde. Du kan ikke finde basten, for den æder hjorten.
Rådyret
fejer basten om foråret. Resten af hjortene – dådyret, kronhjorten og
sikahjorten fejer sent på sommeren.
Kronhjorten er vores største
hjort – og den kan blive helt op til 150 cm i skulderhøjde og veje op til 150
kilo. De findes efterhånden mange steder i landet.
Dådyret er mellemstore hjorte, der kan blive op til 110 cm i skulderhøjde. Det er mennesker, der har sat dådyr ud i Danmark - men det var allerede i middelalderen. De findes mest i dyreparker, men der er også fritlevende bestande rundt omkring.
Naturpleje, kraftig udtyndning/ skovning.
